I denne uge er der nye hits fra Purple Disco Machine, Medina & Tessa og The Weeknd.
Læs mere her:
Purple Disco Machine & The Magician – All my life (ABC PowerHit)
Det blev til et par enkelte clubhits for den tyske dj, da han udsendte sit debutalbum ”Soulmatic” i 2017. Men det helt store gennembrud for Purple Disco Machine kom med efterfølgeren ”Exotica”, som blandt andet gav os hits som ”Hypnotized” og ”In the dark”. Nu er Tino Piontek, som er hans rigtige navn, klar med albummet ”Paradise”, der som altid er legende disco-inspireret house, og denne gang har han en lang stribe gæster med. Navne som Sophie & The Giants, Yung Bae, Kungs, Duke Dumont, Nothing But Thieves – og på den nye single ”All My Life” får han besøg af den belgiske dj The Magician.
Medina & Tessa – Rick Ross pt. 2
Medina fik sit gennembrud i 2009 med albummet ”Velkommen til Medina”, der udover titelnummeret også indeholdt hits som ”Kun for mig” og ”Vi to”. Men her 15 år senere har Medina nu genoplivet et af de andre numre fra albummet – nemlig sangen ”Rick Ross” som er kommet i en part 2 udgave, hvor hun får besøg af ingen ringere end Tessa.
The Weeknd – Dancing in the flames
Da The Weeknd udsendte albummet ”After Hours” i 2020, annoncerede han, at det var det første album i en trilogi. Det andet album ”Dawn FM” kom i 2022. Nu har han røbet at sidste del af trilogien er på vej med albummet ”Hurry up tomorrow”, som i øvrigt måske bliver hans sidste som The Weeknd. Han har tidligere i et interviewet sagt, at han nærmer sig afslutningen på det kapitel, som hedder The Weeknd. Han har allerede skiftet sit navn på Instagram, hvor han kalder sig for Abel, der er hans fornavn. ”Dancing in the flames” er den første single fra hans kommende album.