I denne uge er der nye hits fra blandt andre Sam Feldt, Anthon Edwards, Suspekt og Meghan Trainor.
Læs mere her:
Sam Feldt feat. Rosa Linn – Heart like mine (ABC PowerHit)
For et par år siden havde han et kæmpehit over hele Europa med sangen ”Post Malone”. Den hollandske dj Sam Feldt er ude med en ny single, som låner fra Coldplays legendariske ”Clocks” fra 2002, og resultatet er blevet et opløftende dance-pop nummer. Feldt har allieret sig med den armenske sangerinde Rosa Linn, som havde et stort hit i 2022 med sangen ”Snap”, som hun sang til Eurovision det år uden den store succes (hun blev nr. 20), men efterfølgede viral succes gjorde sangen til et hit i hele Europa.
.
Alok & Jazzy – The Heat
I 2004 lavede belgiske Danzel et kæmpe party anthem med sangen ”Pump it up”, som i bund og grund var en mash-up af to andre sange. Nu får sangen dog nyt liv, da Brasiliens største edm-navn Alok har brugt melodien som grundlag for hans nye single ”The Heat”. På vokalerne er det den britiske sangerinde Jazzy, der fik sit store gennembrud sidste år med sangen ”Giving me”.
Anthon Edwards – Helt rolig
Anthon Edwards – såvel som hans tidligere makker Thor Farlov – har haft flot succes med solokarrieren, siden de satte Citybois på pause i 2020. Nu er Anthon ude med en ny sang, som reflekterer lidt over hans 10 år i musikbranchen, som han synger: ”Jeg har levet et liv på et årti, og trods det er jeg stadig helt rolig”.
Baloosh & Mekdes – Knust
Baloosh er ude med sangen ”Knust”, som er et nummer, der peger lidt i en nyt retning for den århusianske artist. Normalt skriver han musik ud fra sin egen virkelighed og oplevelser, men denne gang har han hentet inspiration fra en andens historie. ”Backstage til Grøn Koncert sidste år, snakkede jeg med en, som fortalte om sin oplevelse med kærlighed. Det satte en masse tanker i gang og gav mig lyst til at skrive en sang, fra et andet menneskes perspektiv.”, siger Baloosh. Sangen gæstes i øvrigt af den talentfulde sangerinde Mekdes.
Kesi feat. Andreas Odbjerg – Vilde ingen hvile
Lige siden Kesi udsendte albummet FOMO 88,8 FM for en måneds tid siden, har det været nummer 1 på den danske album chart. Albummet indeholder sange med en lang række gæstestjerner som: Benny Jamz, Lamin, Gilli, ArtigeArdit og Thor Farlov. Men også popmesteren Andreas Odbjerg gæster Kesis album på sangen ”Vilde ingen hvilde”.
.
Meghan Trainor – Criminals
I juni udsendte Meghan Trainor albummet ”Timeless”, der for kort tid siden kom i en deluxe-udgave, som indeholder en stribe nye sange – bl.a. nummeret ”Criminals”. Sangen er interessant på flere forskellige punkter. Blandt er det en helt ny funky lyd fra den amerikanske sangerinde, men ”Criminals” har også fået ekstra opmærksomhed, fordi den bliver brugt i tv-serien ”The Perfect Couple”, som er gået direkte nummer 1 på Netflix. Serien, som har Nicole Kidman og Liev Schreiber i hovedrollerne, er i øvrigt instrueret af danske Susanne Bier.
Suspekt feat. URO – Tænker ik på andre
Hvad får man, hvis man sætter kongerne af dansk rap sammen med et af de største nye poptalenter? En gigantisk kærlighedssang! Der er ikke noget at sige til, at Suspekt og URO er gået direkte ind på 1.pladsen på den danske hitliste med ”Tænker ik på andre”.