Så skal vi til det igen – nye hits! I denne uge er der ny musik fra 1D medlemmet Harry Styles, Bro laver titelsang til realityprogram, nyt spændende dansk musik fra Blæst samt collab mellem Tyga og Doja Cat Læs mere her:
Bro – Dans for mig / ABC PowerHit
Han har tidligere lavet 2 af titelsangene til realityserien Paradise Hotel. I 2018 fik han et enormt hit med sangen ”Sydpå”, og året efter lavede han ”Døgnrytme”.
Nu har Bro sjovt nok selv fundet kærligheden via Paradise Hotel, efter han sidste år blev kæreste med Jasmin Victoria, der var deltager i programmet i sæson 17. “Dans for mig” er en sang, som Bro har skrevet til Jasmin, men det er også titelsangen til deres nye realityprogram ”Bro & Jasmin”, som man kan se på Discovery+ fra den 12. april.
Her lukker de seerne ind i deres privatliv, som ikke altid er et glansbillede.
Harry Styles – As it was
Det var en stor overraskelse, da Harry Styles for nylig helt ud af det blå annoncerede, at han er klar med et nyt album. ”Harry’s House” udkommer 20. maj og indeholder 13 sange, der ifølge sangeren selv får temaet ”home”.
”As it was” er første single fra albummet, og den har væltet det hele lige fra start. I USA blev sangen den mest streamede sang på én dag på Spotify i USA nogensinde med 8,3 millioner afspilninger.
I skrivende stund streamer ”As it was” hver dag mere end dobbelt så meget globalt som Glass Animals’ ”Heat waves”, som var været nummer 1 på Spotify i et godt stykke tid.
Blæst – Juice
Blæst er et ret nyt navn på den danske musikscene, men lige siden deres debut-ep ”Vindstille” i 2020 er gået rigtig hurtigt for gruppen. Deres lyd beskrives som tilbagelænet funky popmusik med elektroniske elementer fra 80’erne, og sangene handler ikke om store tunge emner, men om de små hverdagsøjeblikke.
Blæst har for kort tid siden annonceret en kæmpe tour i slutningen af 2022. Deres ”Stiv Kuling” tour rammer hele 27 forskellige byer og kommer bl.a. forbi Randers 18. november. Vi elsker deres nye sang, for ”Juice” dufter så meget af sommer, at vi kan smage det.
Tyga & Doja Cat – Freaky deaky
Den amerikanske rapper Tyga har de seneste par år næsten været mere kendt for sit turbulente privatliv end for sin musik.
For nogle år siden dannede han par med den amerikanske model Blac Chyna, som han også fik et barn sammen med. Men forholdet faldt fra hinanden, ikke mindst da Tyga begyndte at date Kylie Jenner, og Chyna blev smidt ud af deres fælles hus. (Sjovt nok begyndte hun efterfølgende at date en anden fra Kardashian-klanen – nemlig Rob Kardashian). Tilbage til musikken…
”Freaky Deaky” er lavet sammen med Doja Cat og er første single fra Tygas kommende album. Lyt godt efter omkvædet, så kan du måske høre, at man har ladet sig inspirere musikalsk og lånt lidt fra Suzanne Vegas kæmpeklassiker ”Tom’s Diner”.
Ida Laurberg – God’s work
Ida Laurberg debuterede i 2020 med EP’en ”Phase Five”, og sidste år sang hun også på Tobias Rahims ”Stimulanser”. Senest har du kunnet høre hende på ABC med ”Personal letters”.
For nylig optrådte hun også til støttekoncerten ‘Sammen for Ukraine’, hvor hun lavede en fuldstændig fantastisk fortolkning af Lis Sørensen og Sebastians klassiker ”Stille før storm”. ”God’s work” er seneste soloudspil fra Ida Laurberg.
Shawn Mendes – When you’re gone
Til sommer tager Shawn Mendes hul på sin verdensturné ”Wonder: The World Tour”, der kommer i kølvandet på hans seneste album ”Wonder”. Det er dog først til næste år, at han kommer forbi Danmark.
Han skulle have spillet i Royal Arena i marts måned, men pga coronarestriktioner og logistiske problemer blev den europæiske del af turnéen udskudt, og derfor bliver koncerten i København først den 13. juli 2023. ”When you’re gone” er et helt nyt nummer fra Shawn Mendes, som ikke findes på Wonder-albummet.