Det er i denne uge, 2 år siden at hele Danmark lukkede ned pga. Covid-19. Det er en mere normal tilværelse i dag og noget som en pandemi ikke kan påvirke, er nye hits på Radio ABC
Denne uge tilføjer vi danske Faustix, som laver musik med et gigantisk kinesisk navn, Andreas Odbjerg er aktuel med debutalbum og så er multikunsteren Diplo ude med creamy house-pop. Læs mere her:
Faustix, Lizzi feat. Maylyn – Secrets / ABC PowerHit
Faustix nye single “Secrets” er lavet i samarbejde med den kinesiske DJ Lizzy Wang (LIZZY). LIZZY er den største asiatiske kvindelige dj og den højst rangerende dj-artist i Kina. Idéen til sangen opstod i en session mellem Faustix og den amerikanske sangerinde MAYLYN, som tidligere har samarbejdet med række store internationale producere og sangskrivere, og senere kom LIZZY på og tilføjede sit touch.
”Secrets” handler om at fortryde, at man har delt for meget information med nogen, man ikke kan stole på og dermed blive såret.
Andreas Odbjerg – Hjem fra fabrikken
Den fynske sanger har været på en lang musikalsk rejse, siden han deltog i X Factor tilbage i 2009. Men der er ingen tvivl om, at Andreas Odbjerg nu har slået fast, at han er en af de største popsangere og sangskrivere i nyere tid, og det fik han faktisk også 2 DMA’er for i slutningen af 2021, hvor han blev kåret som Årets Nye Danske Navn og Årets Sangskriver.
Nu er debutalbummet endelig ude, og den nye single er titelnummeret ”Hjem fra fabrikken”, som kort og godt handler om, at man glæder sig til at få fri, så man kan komme hjem til den man elsker.
Belters Only feat. Jazzy – Make me feel good
Bissett og Robbie G er 2 irske djs, som stammer fra den samme klub i Dublin, hvor de to spillede sammen under aliaset ”Belters Only”, som kan oversættes til noget i retning af ”Kun Bangers”. Da lockdown ramte, og klubberne lukkede, begyndte de to at fokusere mere på at lave musik.
”Make me feel good” blev faktisk lavet for 3 år siden, men det var først efter, at de blev signet til et stort label, at sangen udkom officielt. Sangen er allerede gået #1 i Irland og er netop gået top 5 i England.
Diplo & Miguel – Don’t forget my love
De fleste kender Diplo fra gruppen Major Lazer, men den amerikanske multikunstner har haft mange projekter igennem årene. Han har gruppen LSD sammen med Sia og Labrinth, Jack Ü sammen med Skrillex og Silk City sammen med Mark Ronson.
Nu er Diplo ude med sit første fulde soloalbum i 18 år, der indeholder et hav af gæsteartister som dj’en Paul Woolford, rapperne Busta Rhymes og Lil Yachty – og danske gruppe WhoMadeWho. Første single fra albummet ”Diplo” er ”Don’t forget my love”, som er lavet sammen med den amerikanske r’n’b-sanger Miguel.